Jeg mistede mig selv…

22. nov 2017

Jeg har en historie, som jeg godt kunne tænke mig at dele med dig.

Jeg sidder her og nyder udsigten foran mit nye hus. Det er lidt ude på landet, der er udsigt ud over Isefjorden, og det er på landet og her har vi en stor grund med grantræer, rådyr, egern og frugttræer, og der er fantastisk. Vi bor på en bakke, så jeg har en udsigt ud over det hele. Og det giver mig også udsigt og overblik over mit liv, og det kan jeg rigtigt godt lide.

Sådan har det ikke altid været. Jeg er flyttet for en måned siden.

Jeg hedder Lise, er 41 år gammel og mor til tre piger. Gift og mor til tvillinger på 8 og en storesøster på 10 år og som du nok godt kan regne med, er det noget af en mundfuld at have tre jævnaldrende børn. Da pigerne var yngre, arbejdede jeg som seniorprojektleder i et rådgivende ingeniør firma i farmaceutiske branche.

Det var en stor mundfuld. Det betød, at jeg for en 3-4 års tid siden, gik ned med flaget. Jeg havde depression, stress og udbrændthed. Det vidste jeg sådan set bare ikke !

Jeg syntes bare, at jeg kørte rundt i hamsterhjulet, og den ene dag tog den anden. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde været glad. Jeg var så bange for, at kollegaerne på mit arbejde ville opdage, at jeg ikke kunne noget. Jeg følte at jeg slet ikke hørte til på den arbejdsplads mere. Jeg følte mig fuldstændig ved siden af mig selv.

Så kom jeg jo så til psykolog og til læge, hvor jeg fik at vide, at jeg havde depression. Så blev jeg faktisk endnu mere syg. Så blev jeg vildt bange. Hvad var det for noget og hvad var der ved at ske med mit sind – var jeg ved at blive sindssyg? Eller hvad skete der med mig?

Det blev i hvert fald ikke bedre af, at få af vide, at jeg havde en depression. Det blev det faktisk værre af. På et tidspunkt efter nogle måneder, tænkte jeg, at det ville faktisk være bedre, hvis ikke jeg ”var her”. Jeg havde bare ikke lyst til at være her. Det var nemmere hvis jeg var død! Heldigvis, så har jeg mine tre piger, som jeg vidste med mig selv, dem kan jeg ikke forlade, eller bare stikke af fra og tage livet af mig selv. Det kan jeg simpelthen ikke. Det er bare for usselt. Så derfor, så var det jo ikke nogen løsning at tage livet af mig selv. Men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre….

Så selvom jeg havde fået samtaleterapi, jeg havde fået motion og alt mulig god støtte hjemme fra min mand, så hjalp det ikke. Så meget mod min vilje, fik jeg antidepressiv medicin. Så fik jeg et kick af energi !

Pludselig på en måned, så var jeg oppe og flyve ,og var klar til hele verden igen. Og det var som sådan godt nok !….. Bortset fra, at jeg ikke havde fået løst de problemer, der lå bagved hvorfor jeg overhovedet havde fået stress, depression og udbrændthed. Og det er sådan noget som at være flinkepigen og sige ja til det hele. At bekymre mig om, hvad tænker de andre om mig? Og ikke turde stå ved mine værdier. Så de sidste par vintre har jeg haft nogle røvture for at sige det lige ud ! Vinderdepression, noget øv, vrede og galskab. Noget ked af det hed og ikke at kunne styre mine følelser.

Ved samtaler med en alternativ behandler, fandt jeg ud af, at det kunne godt være, at jeg klinisk set havde været deprimeret. Men at det faktisk nødvendigvis ikke var det, det handlede om som sådan. Vi fandt ud af at, jeg havde flyttet mig fra mig selv og tabt mig selv, tabt mine værdier og mit liv. Jeg havde givet køb på mine kerneværdier. Det der netop var mig; netop at bo på landet, at være i kontakt med naturen og have luft omkring mig, at være alene, have overblik og have oplevelsen af, at jeg er hjemme i mit rette element.

Jeg er vokset op på landet og indtil jeg var 30 år, boede jeg på landet og havde får, gæs og ænder og ja et lille landsted. Og det var rigtigt dejligt, indtil jeg så skulle skilles og valgte at flytte til byen, fordi nu skulle jeg væk fra det liv. Indtil for nylig boede i et børnevenligt parcelhuskvarter. Jeg boede i en ”lukket firkant”, hvor jeg følte at jeg sad og gloede ind i naboens hæk eller i naboens tag, og ikke kunne få vejret.

Jeg var ved at få klaustrofobi af det parcelhus liv. Og det var ”smart” at bo i parcelhuset, fordi det var godt for børnene; så var der legekammerater, man er tæt på skole, tæt på indkøbsmuligheder.

Men det var bare ved at tage livet af mig.

Jeg har slet ikke kunnet overskue at skulle flytte, på ingen som helst måde. Før end at jeg finder ud af, at jeg ikke lever efter mine værdier, og at det er ved at tage livet af mig !

Så fra ikke, at have energi til noget som helst, så gik jeg faktisk ud at satte huset til salg, fik det solgt, købt et nyt fantastisk sted. Vi flyttede og nu er vi landet i vores nye sted, og jeg kan mærke hvor meget energi det har givet mig.

Så ja, det kan godt være en psykolog, vil kalde det depression. Jeg tror det er, at miste mig selv og mine egne værdier. Jeg har sluppet af med (noget) af mit mentale affald. Det har givet mig mere ro, har givet mig mod til at stå ved mig selv og mine værdier. Jeg har fået mod til at skille mig ud fra min familie og tidligere relationer og stå ved hvad jeg egentligt tror på. Det er fantastisk og en rigtig god fornemmelse !

Så det var lidt fra mig og om min historie. Jeg håber, at det kan inspirer dig til at gøre noget ved dit liv, hvis du synes livet ikke er som det burde være. Hvis du har brug for hjælp til at smide noget mentalt bagage ud af din rygsæk, som du render rundt med og som binder dig til din fortid.